En or'nli' pæl i kødet
Hvad der er det bedste ved Kierkegaard, kan man skændes om.
Men det værste ved ham er, at han gør de fleste folk skrækkelig lange i spyttet, når de skal
tale om ham. En velkommen undtagelse er Oscar K., kendt fra børnebøger og
illustrerede klassikere, som han har kunnet inddampe til det væsentlige. Det
gør han på en underfundig måde i den roman, han udgiver på filosoffens
fødselsdag. Med beundringsværdig lethed og fantasi får han vendt en række
Kierkegaardemner på usædvanlig kort plads. Titlen ’Københavnerfortolkningen’ leder
tanken til Blegdamsvejen, for er det ikke noget med Niels Bohrs udlægning af
kvantemekanikken? Her, på instituttet, der bærer nobelpristagerens navn, arbejder unge Emma med
Pinocchio Paradokset, hvis løsning indebærer, at hun kan entangle graven på
Assistens Kirkegård og med kvantemekanikkens hjælp frembringe en nutidig kopi
af den begravede. H.C. Andersen brugte Lykkens Kalosker til den slags, men det
var jo også før Bohr. Desuden var Andersen som bekendt mere naiv end
Kierkegaard.
VORES UNGE atomfysikstuderende Emma møder den genopståede
Søren K., mens han er i pseudonymernes vold, altså digter, og endnu ikke er
blevet den selvretfærdige kirkestormer. Hun, der er så heldig at have fået en herskabslejlighed
som forældrekøb, tager ham med hjem, hvor der er god plads til, at hun kan gå
ture med den lidt kejtede gæst og forestille sig verden i stedet for at møde
den. I institutkantinen på Blegdamsvejen arbejder en globaliseret kvinde ved navn
Keito, der er født i Japan og adopteret i Vemb. Hun taler altså vestjysk og bruger
’badekåbe’ i stedet for 'kimono', men er ellers så moderne, så det er en lyst.
Hun har 1.003 elskere. Den seneste af dem har installeret hende i en
teaterforestilling, som viser sig at afsløre nogle af Kierkegaards
hemmeligheder. Søren fortæller Emma om sin skrækkelige far, der holdt
gardinprædikener for sin søn om masturbationens farer, men som sønnen engang
afslørede i at være i gang med netop det, han advarer imod: »Jeg ligner til
forveksling min far. Er jeg måske min far? Er mit liv intet andetend en fantasi under falsk navn?«. Søren er bange for, at
han har syfilis, erhvervet eller arvet, men har åbenbart brugt den kendsgerning
til at slippe for elskovens krav, så han kan koncentrere sig om det, der er
hans egentlige lidenskab, at skrive. EMMA TAGER sin nye ven med ud i huset, hvor
Keito optræder, som viser sig at være et temmelig kinky lysthus, hvor alskens seksuelle
varianter kan beses af folk, som ikke rigtig ved, om de er tilskuere eller
optrædende. For eksempel kommer de to ind i »en stor oplyst stue, hvor en
olding foran et hold gæster af sortklædte sekretærer med røde læber trak af
sted med en vædder og en helt ung dreng, som bar et knippe brænde på ryggen«.
Søren blegner. Han forstår, at det er setup’et i hans egen
'Frygt og Bæven', Abrahams planlagte slagtning af sin egen søn, der her i disse
omgivelser pludselig får sine nekrofile overtoner. Der optræder flere af
Kierkegaards plots i disse erotiserede omgivelser. Lyder det, som om Oscar
K.-fortolkningen af Søren K. er en anelse freudiansk? Bestemt. Men den er andet
og mere. Den genopstandne skriver på et stykke, han kalder 'Søren Kierkegaard –
en tragedie', men han gennemskuer efterhånden så meget af den (for eksempel sin
egen kamp for at blive martyr), at han skifter genrenavnet ud til ’en komedie’.
Han svinger paraplyen og synger med Walt Disneys Pinocchio: »Der er ingen bånd,
der binder mig«. Endelig et Kierkegaardportræt, hvor digteren i ham kommer til sin ret. Som tegneseriefigur! SØREN K. elskede
at gemme sig bag navne som Johannes de Silentio, Victor Eremita, og hvad de nu alle
hedder.
DET SAMME gør denne romans forfatter, og det ikke kun i dagens
anledning. Oscar K. er et etableret pseudonym for en mand ved navn Ole
Dalgaard, der har skiftet sin normale illustrator Dorte Karrebæk ud med Rasmus
Svarre, der er mindst lige så god som hun til at tegne sig ind i teksten, så
ord og billeder beriger hinanden.
Til at begynde med tror man, at det hele på god gammeldags
freudiansk vis kan udledes af sex. Senere viser det sig at være mere finurligt,
i en leg med sprog og rollespil. Illustrationerne er gode til både
freudianismen og den fri leg med rollerne. Tilsammen tager disse billeder og
denne tekst Kierkegaard alvorligt som forfatter, ikke som præst.
Det er en fødselsdagsgave, han fortjener. Der ligger et grundigt arbejde bag den
tilsyneladende henkastede tekst. Blandt dem, Oscar K. takker for hjælp, er
stjerner som astrofysikeren Anja Andersen,teologen Joakim Garff og litteraten Johnny
Kondrup. Det er da ikke det rene tegneseriehold.
thomas.bredsdorff@pol.dk
1 kommentar:
Send en kommentar