5 hjerter i Politiken til Københavnerfortolkningen!!

 

 En or'nli' pæl i kødet

 

Hvad der er det bedste ved Kierkegaard, kan man skændes om. Men det værste ved ham er, at han gør de fleste folk skrækkelig lange i spyttet, når de skal tale om ham. En velkommen undtagelse er Oscar K., kendt fra børnebøger og illustrerede klassikere, som han har kunnet inddampe til det væsentlige. Det gør han på en underfundig måde i den roman, han udgiver på filosoffens fødselsdag. Med beundringsværdig lethed og fantasi får han vendt en række Kierkegaardemner på usædvanlig kort plads. Titlen ’Københavnerfortolkningen’ leder tanken til Blegdamsvejen, for er det ikke noget med Niels Bohrs udlægning af kvantemekanikken? Her, på instituttet, der bærer nobelpristagerens navn, arbejder unge Emma med Pinocchio Paradokset, hvis løsning indebærer, at hun kan entangle graven på Assistens Kirkegård og med kvantemekanikkens hjælp frembringe en nutidig kopi af den begravede. H.C. Andersen brugte Lykkens Kalosker til den slags, men det var jo også før Bohr. Desuden var Andersen som bekendt mere naiv end Kierkegaard.

VORES UNGE atomfysikstuderende Emma møder den genopståede Søren K., mens han er i pseudonymernes vold, altså digter, og endnu ikke er blevet den selvretfærdige kirkestormer. Hun, der er så heldig at have fået en herskabslejlighed som forældrekøb, tager ham med hjem, hvor der er god plads til, at hun kan gå ture med den lidt kejtede gæst og forestille sig verden i stedet for at møde den. I institutkantinen på Blegdamsvejen arbejder en globaliseret kvinde ved navn Keito, der er født i Japan og adopteret i Vemb. Hun taler altså vestjysk og bruger ’badekåbe’ i stedet for 'kimono', men er ellers så moderne, så det er en lyst. Hun har 1.003 elskere. Den seneste af dem har installeret hende i en teaterforestilling, som viser sig at afsløre nogle af Kierkegaards hemmeligheder. Søren fortæller Emma om sin skrækkelige far, der holdt gardinprædikener for sin søn om masturbationens farer, men som sønnen engang afslørede i at være i gang med netop det, han advarer imod: »Jeg ligner til forveksling min far. Er jeg måske min far? Er mit liv intet andetend en fantasi under falsk navn?«. Søren er bange for, at han har syfilis, erhvervet eller arvet, men har åbenbart brugt den kendsgerning til at slippe for elskovens krav, så han kan koncentrere sig om det, der er hans egentlige lidenskab, at skrive. EMMA TAGER sin nye ven med ud i huset, hvor Keito optræder, som viser sig at være et temmelig kinky lysthus, hvor alskens seksuelle varianter kan beses af folk, som ikke rigtig ved, om de er tilskuere eller optrædende. For eksempel kommer de to ind i »en stor oplyst stue, hvor en olding foran et hold gæster af sortklædte sekretærer med røde læber trak af sted med en vædder og en helt ung dreng, som bar et knippe brænde på ryggen«.

Søren blegner. Han forstår, at det er setup’et i hans egen 'Frygt og Bæven', Abrahams planlagte slagtning af sin egen søn, der her i disse omgivelser pludselig får sine nekrofile overtoner. Der optræder flere af Kierkegaards plots i disse erotiserede omgivelser. Lyder det, som om Oscar K.-fortolkningen af Søren K. er en anelse freudiansk? Bestemt. Men den er andet og mere. Den genopstandne skriver på et stykke, han kalder 'Søren Kierkegaard – en tragedie', men han gennemskuer efterhånden så meget af den (for eksempel sin egen kamp for at blive martyr), at han skifter genrenavnet ud til ’en komedie’. Han svinger paraplyen og synger med Walt Disneys Pinocchio: »Der er ingen bånd, der binder mig«. Endelig et Kierkegaardportræt, hvor digteren i ham kommer til sin ret. Som tegneseriefigur! SØREN K. elskede at gemme sig bag navne som Johannes de Silentio, Victor Eremita, og hvad de nu alle hedder. 

DET SAMME  gør denne romans forfatter, og det ikke kun i dagens anledning. Oscar K. er et etableret pseudonym for en mand ved navn Ole Dalgaard, der har skiftet sin normale illustrator Dorte Karrebæk ud med Rasmus Svarre, der er mindst lige så god som hun til at tegne sig ind i teksten, så ord og billeder beriger hinanden.

Til at begynde med tror man, at det hele på god gammeldags freudiansk vis kan udledes af sex. Senere viser det sig at være mere finurligt, i en leg med sprog og rollespil. Illustrationerne er gode til både freudianismen og den fri leg med rollerne. Tilsammen tager disse billeder og denne tekst Kierkegaard alvorligt som forfatter, ikke som præst. Det er en fødselsdagsgave, han fortjener. Der ligger et grundigt arbejde bag den tilsyneladende henkastede tekst. Blandt dem, Oscar K. takker for hjælp, er stjerner som astrofysikeren Anja Andersen,teologen Joakim Garff og litteraten Johnny Kondrup. Det er da ikke det rene tegneseriehold.

thomas.bredsdorff@pol.dk

Lilian Munk Rösing, Københavnerfortolkningen

Lektor Lilian Munk Rósing holdt en tale i forbindelse med receptionen for Oscar K's og min illustrerede roman, Københavnerfortolkningen:

Min kære tilhører! Vi antager nu at ånden har vist sig. At den har vandret omkring i Københavns gader og stræder i skikkelse af en skævrygget, spidsnæset, spinkelt bygget og bebrillet mand. Vi antager endvidere at han er død og begraven, og at der da, som i en opera, indfinder sig et mellemspil. Hvor lang tid mellemspillet skal vare, kan du selv bestemme, men hvis det da så synes dig, da ville vi for alvorens og spøgens skyld antage netop 200 år at være forløbne siden mandens fødsel.

DA træder han pludselig ind i tiden igen. Han kommer flagermuseagtigt dalende ned fra himlen over Kongens Nytorv. Han er genopstået i en ny verden til en anden umiddelbarhed. Han er landet i et samfund hvor man ikke længere har pligt til at forsage kødets lyst, men hvor det snarere er blevet en pligt at nyde. Han får sin egen guide gennem nydelsens labyrint i den unge kvantefysiker Emma, der er lidenskabelig læser af den genkomnes værk og datter af en mor med stor og incestuøs seksuel appetit.

Hvad ville der ske hvis Jesus trådte ind i vores samtid? Det er et af de spørgsmål Kierkegaard stiller i Philosophiske Smuler. I Københavnerfortolkningen har Oscar K ladet Kierkegaard selv været tankeeksperimentets genstand: Hvad ville der ske hvis Kierkegaard trådte ind i vores samtid?

Parallellen mellem Kierkegaard og Kristus udmales både i skrift og billede i et kapitel, hvor Søren og Emma opsøger en villa, der danner ramme om en sadomasochistisk teaterforestilling. Her forvilder Søren sig ind i en sal, hvor han får rollen som Jesus i en iscenesættelse af korsfæstelsen. På Rasmus Svarres ledsagende billede hænger han på hovedet, i en ballet- eller måske marionet-agtig positur, fuldt påklædt. I Oscar Ks tekst bliver han til grin, da en kunstskoleelev med ankelstrømper råber: Han har jo ikke noget tøj på!

[Jeg tænker at dette billlede kunne gå i en interessant dialog med Blachmanns aktuelle TV-show hvor to påklædte mænd iagttager en nøgen kvinde. Her har vi en mand hængende på et kors, i teksten er han nøgen, på billedet påklædt. Og den lille drengs replik fra Kejserens nye klæder, som udløses af Kierkegaards korsfæstede krop, kunne, med omvendt kønsfortegn, lægges i Blachmanns mund, når han med den lille drengs forlegne nysgerrighed lader blikket flakke om den nøgne kvinde: ”Hun har jo ikke noget tøj på!”]

Med Kierkegaard på korset i en sadomasochistisk scenografi tydeliggøres den interessante faktum, at vi i centrum af vores kultur har billedet af en nøgen mand i en position af lidelse og hengivelse. For Kierkegaard var dette billede paradokset over alle paradokser: foreningen af krop og ånd, evighed og forgængelighed, en Gud der dør. For Oscar K bliver det snarere billede på sadomasochismens paradoks: sammenfaldet mellem nydelse og lidelse. 

Teksten blander her evangelium, Kejserens nye klæder og rapport fra Villa Saló i et mix af tekster og genrer, der er karakteristisk for bogen. Kierkegaard er Jesus, men han er også Pinocchio, Don Juan og moderne libertiner i gule Pierre Cessario-sko. Bogen består af beretning, journaler, tableauer, dialoger, partiturer og dramatiske manuskripter, vævet ind i referencer til ikke bare Mozart og Marquis de Sade, men også Elfriede Jelinek, Niels Bohr og danske revysange mm.

Men er det spøg det her, eller er det alvor? Oscar K lader den genkomne Søren Kierkegaard skrive to manuskripter anno2013. Det første, som finder plads i bogens start, hedder SK – En tragedie. Det andet, som står i bogens slutning, hedder SK – En komedie.

Både tragedien og komedien er delvist komponeret som et requiem, Dermed er korsfæstelsens motiv antydet begge steder. Tragedien er et spejlkabinet af referencer, til Pinocchio, O’s historie, commedia del’arte og Mozarts Don Juan. Den ender med at SK deklamerer ”det kors for tanken at Gud blev menneske. At evigheden trådte ind i tiden”, hvorefter han knuser sit faderlignende spejlbillede med en vild latters kraft. Komedien blander requiem med Beckett og blomsterduet og ender med at karakteren ”det vanvittige menneske” med sine lyseblå øjne gennemborer alle Kierkegaards pseudonymer, der er iscenesat som småpulcinellaer. Herefter erklærer han at Gud er død, vi har dræbt ham.

Som det måske kan høres, er det både i tragedien og i komedien svært at skelne komik fra tragik. Men det er det også, når Kierkegaard (eller rettere Johannes Climacus) i Ph Sm pludselig forvandler evangeliet til en opera ved koket at indføre et mellemspil efter Jesu død på korset, et mellemspil der ”for spøgens og alvorens skyld” sættes til at vare 1843 år.

For Kierkegaard er det nemlig på en gang alvorligt og faktisk ganske komisk at Gud blev til et dødeligt menneske.For Kierkegaard, eller mere korrekt hans pseudonym Johannes Climacus, udspringer humor altid af en modsigelse, og derfor ligger der også en humoristisk mulighed i den største modsigelse af dem alle: Gud i et menneskes skikkelse. Jeg tror Kierkegaard ville have elsket Monty Pythons Life of Brian. Og mon ikke han også ville have sat pris på sin egen inkarnation i tekst og billede i Københavnerfortolkningen anno 2013. For spøgens OG for alvorens skyld. 

Lilian Munk Rösing, 3. maj. 2013

5 Stjerner til Kensington i Ekstra Bladet!!

Reception

Tusind tak til alle der kom forbi receptionen i fredags for at fejre udgivelsen af Københavnerfortolkningen! Og særlig tak til Lilian for den fine introduktion og til Susanne og Gorm for musik og sang. 

Københavnerfortolkningen

Reception d. 3. maj i forbindelse med Københavnerfortolkningen

Kom glad! :)