Lilian Munk Rösing, Københavnerfortolkningen

Lektor Lilian Munk Rósing holdt en tale i forbindelse med receptionen for Oscar K's og min illustrerede roman, Københavnerfortolkningen:

Min kære tilhører! Vi antager nu at ånden har vist sig. At den har vandret omkring i Københavns gader og stræder i skikkelse af en skævrygget, spidsnæset, spinkelt bygget og bebrillet mand. Vi antager endvidere at han er død og begraven, og at der da, som i en opera, indfinder sig et mellemspil. Hvor lang tid mellemspillet skal vare, kan du selv bestemme, men hvis det da så synes dig, da ville vi for alvorens og spøgens skyld antage netop 200 år at være forløbne siden mandens fødsel.

DA træder han pludselig ind i tiden igen. Han kommer flagermuseagtigt dalende ned fra himlen over Kongens Nytorv. Han er genopstået i en ny verden til en anden umiddelbarhed. Han er landet i et samfund hvor man ikke længere har pligt til at forsage kødets lyst, men hvor det snarere er blevet en pligt at nyde. Han får sin egen guide gennem nydelsens labyrint i den unge kvantefysiker Emma, der er lidenskabelig læser af den genkomnes værk og datter af en mor med stor og incestuøs seksuel appetit.

Hvad ville der ske hvis Jesus trådte ind i vores samtid? Det er et af de spørgsmål Kierkegaard stiller i Philosophiske Smuler. I Københavnerfortolkningen har Oscar K ladet Kierkegaard selv været tankeeksperimentets genstand: Hvad ville der ske hvis Kierkegaard trådte ind i vores samtid?

Parallellen mellem Kierkegaard og Kristus udmales både i skrift og billede i et kapitel, hvor Søren og Emma opsøger en villa, der danner ramme om en sadomasochistisk teaterforestilling. Her forvilder Søren sig ind i en sal, hvor han får rollen som Jesus i en iscenesættelse af korsfæstelsen. På Rasmus Svarres ledsagende billede hænger han på hovedet, i en ballet- eller måske marionet-agtig positur, fuldt påklædt. I Oscar Ks tekst bliver han til grin, da en kunstskoleelev med ankelstrømper råber: Han har jo ikke noget tøj på!

[Jeg tænker at dette billlede kunne gå i en interessant dialog med Blachmanns aktuelle TV-show hvor to påklædte mænd iagttager en nøgen kvinde. Her har vi en mand hængende på et kors, i teksten er han nøgen, på billedet påklædt. Og den lille drengs replik fra Kejserens nye klæder, som udløses af Kierkegaards korsfæstede krop, kunne, med omvendt kønsfortegn, lægges i Blachmanns mund, når han med den lille drengs forlegne nysgerrighed lader blikket flakke om den nøgne kvinde: ”Hun har jo ikke noget tøj på!”]

Med Kierkegaard på korset i en sadomasochistisk scenografi tydeliggøres den interessante faktum, at vi i centrum af vores kultur har billedet af en nøgen mand i en position af lidelse og hengivelse. For Kierkegaard var dette billede paradokset over alle paradokser: foreningen af krop og ånd, evighed og forgængelighed, en Gud der dør. For Oscar K bliver det snarere billede på sadomasochismens paradoks: sammenfaldet mellem nydelse og lidelse. 

Teksten blander her evangelium, Kejserens nye klæder og rapport fra Villa Saló i et mix af tekster og genrer, der er karakteristisk for bogen. Kierkegaard er Jesus, men han er også Pinocchio, Don Juan og moderne libertiner i gule Pierre Cessario-sko. Bogen består af beretning, journaler, tableauer, dialoger, partiturer og dramatiske manuskripter, vævet ind i referencer til ikke bare Mozart og Marquis de Sade, men også Elfriede Jelinek, Niels Bohr og danske revysange mm.

Men er det spøg det her, eller er det alvor? Oscar K lader den genkomne Søren Kierkegaard skrive to manuskripter anno2013. Det første, som finder plads i bogens start, hedder SK – En tragedie. Det andet, som står i bogens slutning, hedder SK – En komedie.

Både tragedien og komedien er delvist komponeret som et requiem, Dermed er korsfæstelsens motiv antydet begge steder. Tragedien er et spejlkabinet af referencer, til Pinocchio, O’s historie, commedia del’arte og Mozarts Don Juan. Den ender med at SK deklamerer ”det kors for tanken at Gud blev menneske. At evigheden trådte ind i tiden”, hvorefter han knuser sit faderlignende spejlbillede med en vild latters kraft. Komedien blander requiem med Beckett og blomsterduet og ender med at karakteren ”det vanvittige menneske” med sine lyseblå øjne gennemborer alle Kierkegaards pseudonymer, der er iscenesat som småpulcinellaer. Herefter erklærer han at Gud er død, vi har dræbt ham.

Som det måske kan høres, er det både i tragedien og i komedien svært at skelne komik fra tragik. Men det er det også, når Kierkegaard (eller rettere Johannes Climacus) i Ph Sm pludselig forvandler evangeliet til en opera ved koket at indføre et mellemspil efter Jesu død på korset, et mellemspil der ”for spøgens og alvorens skyld” sættes til at vare 1843 år.

For Kierkegaard er det nemlig på en gang alvorligt og faktisk ganske komisk at Gud blev til et dødeligt menneske.For Kierkegaard, eller mere korrekt hans pseudonym Johannes Climacus, udspringer humor altid af en modsigelse, og derfor ligger der også en humoristisk mulighed i den største modsigelse af dem alle: Gud i et menneskes skikkelse. Jeg tror Kierkegaard ville have elsket Monty Pythons Life of Brian. Og mon ikke han også ville have sat pris på sin egen inkarnation i tekst og billede i Københavnerfortolkningen anno 2013. For spøgens OG for alvorens skyld. 

Lilian Munk Rösing, 3. maj. 2013