torsdag, april 26, 2012

Politikens Nekrolog over Rumkammerat:



Tag en tudekiks og sig farvel til Rumkammeraterne


Glædeshop. Yousef, Oliver & Matias har lige klaret Rumkammerats Urban Treasure Hunt. Nu er det slut med de generøse kunstoplevelser fra sammenslutningen. - Foto: Foto 2009 taget af Rune K. Drewsen

En af Københavns mest udadvendte kunstgrupper lukker og slukker.
AF Birgitte Kjær

En udstilling om smitsomme sygdomme, et spil anti-sexisitisk domino, skattejagt i Københavns gader og et sms-orakel.

Rumkammerat - et netværk af kreative iværksættere - har gennem de sidste fem år beriget København og københavnerne med kulørte indslag, kunstoplevelser og finurlig hittepåsomhed.

Men nu er det slut. Gallieriet Rumkammerat og de dertilhørende aktiviteter lukker og slukker. Ikke fordi der ikke er flere gode ídeer i spil, men fordi man skal stoppe, mens legen er god.

Det mener Rune Drewsen, der som en af de eneste af de i alt tyve rumkammerater har været med hele vejen.

»Det er ligesom med vores skattejagt - Urban Treashure Hunt. Den måtte vi stoppe, for den blev alt for stor en succes. Første år var der tyve, der deltog og til slut var der 600, som gennemførte. Vi stoppede, efter at folk for eksempel begyndte at skrive 'Jeg skal planlægge min sommerferie og vil høre, hvor I holder skattejagten, så jeg er sikker på ikke at gå glip af den'«, fortæller han.

Kunstinkubator
Den brogede flok af rumkammerater - der gennem årene har omfattet kokke, ingeniører, proffessionelle kunstnere, fotografer, kulturproducere, specialeskrivende og grafikere - har fungeret som et elastisk netværk, der samarbejde på kryds og tværs for at føre idéer ud i livet.

»Vi startede som en 'kunstinkubator'. Rumkammerat skulle være et sted, hvor uprøvede folk kom ind, fik gode råd og kunne lave en udstilling«.

Selv om Rumkammerat aldrig har dyrket store, velkendte kunstnernavne, har galleriet alligevel fået stor opmærksomhed på grund af de opfindsomme arrangementer og involverende udstillinger.

»Det har gjort os. Vi har aldrig tænke det som en reklameplatform, men sådan har det nok virket«, mener Rune Drewsen.

Sms-orakel blev en fiasko
Men ikke alt har været lutter lagkage. Én stor fiasko stikker ud i mængden:

Som en del af en stor kunstfestival på Rådhuspladsen havde Rumkammeraterne bygget et sms-orakel, som besøgende kunne sende spørgsmål til. De havde lagt mange kræfter og teknisk kunnen i robotten, men på selve dagen øsregnende det. Og oraklet modtog kun sølle fire spørgsmål.

Rumkammeraterne var generøse
Men ellers har Rumkammerat klaret sig godt. Det mener også kunstkritiker Trine Ross:

»De har altid lavet nogle lidt sjove, skæve ting. Det er ikke et kommercielt galleri som mange andre, men mere uprøvede kræfter, så de kunne lege lidt mere end andre gallerier. Især synes jeg, at skattejagten (Urban Treashure Hunt, red.) var en virkelig sjov idé og en generøs ting at lave. De fik ikke penge ud af det, og de gav ovenikøbet en gave, hvis man gennemførte«.

Håber på arvtagere
Hun har været imponeret over det store arbejde Rumkammeraterne lagde i deres humoristiske events og peger på, at også den afsluttende aktivitet - en udendørs lancering af en bog om gadekunst i Westend - fanger kernen i Rumkammerat-ånden:

»Der står den på grillede pølser, øl og besøg af kulturministeren. Ret hyggeligt. København kommer til at mangle den legende, sjove tilgang til kunst. Og der er ikke nogle oplagte arvtagere. Men det håber jeg, de får«.

Rumkammeraterne holder gravøl 28. april og byder ved lejligheden på en tudekiks og en ballon.


Ressource: http://ibyen.dk/kunst/ECE1592632/nekrolog-tag-en-tudekiks-og-sig-farvel-til-rumkammeraterne/

Offentliggjort: Apr 11, 2012 9:50 AM

© POLITIKEN.dk

Ingen kommentarer: