Selviscenesættelsens filosofi
Hold denne lille fine Kierkegaard-aktualisering op foran dig som et spejl, og betragt dig selv
Skæv Kierkegaard-bog fortæller os, at vi har ikke så lidt til fælles med filosoffenBlandt Kierkegaard-årets mange udgivelser hører Oscar K.’s afgjort til blandt de mere finurlige. Kierkegaards univers er meget cerebralt, så
Oscar K. har sat sig for at give ham noget krop - helt bogstaveligt. Og det var da også på tide, kunne man tilføje.
Ved kvantemekanikkens mellemkomst genopstår Søren som kopi og dumper en nat engang i nutiden ned på Kongens Nytorv in puris
naturalibus. Med udgangspunkt i denne både konkrete og symbolske nøgenhed begiver han sig ud i sit elskede København for, som det skal vise sig, at erfare sig selv som kropsligt væsen og få gjort op
med sin faderbinding, seksualforskrækkelse og almindelige
livsangst undervejs.
Til alt held ender han i favnen på to friske kvinder, der lærer ham et og andet om håndfast elskov, så han kan komme i forbindelse med
den umiddelbarhed, han så ofte taler om i værket.
Pjanket lyder det jo og er det vel også et stykke hen ad vejen, men Oscar K. får præsenteret og fortolket en del af de store kierkegaardske temaer på ganske lidt plads, eksempelvis begreber som valget, lidenskab, angst og subjektivitet. Samtidig lykkedes det ham at lave en radikal fortolkning af den biografi, der i sin efterhånden mytologiske form er blevet genfortalt utallige gange.
Det kan godt være, det undertiden bliver lidt vel freudiansk, men der er bestemt mange knivskarpe iagttagelser imellem. Blandt de mere
interessante er signalementet af Kierkegaard som en selviscenesætter, der både i skrift og liv legede med identiteten. Derfor kan han også godt gebærde sig i nutiden, da den jo i allerhøjeste grad er karakteriseret ved selviscenesættelse
og selvmytologisering.
Så hold denne lille fine Kierkegaard-aktualisering op foran dig som et spejl, og betragt dig selv.
Af Jens Eichler Lorenzen i Fyns Stiftstidende
Ingen kommentarer:
Send en kommentar