Den er foromtalt i JP. Log ind her: foromtale-JP
eller læs selv:
Løgneren Kierkegaard
AF Jesper Stein Larsen i JyllandsPosten
Tidsrejse: Ole Dalgaard sender Kierkegaard til nutidens København i sin nye roman, der sætter selviscenesættelsen til debat.
Tidsrejse: Ole Dalgaard sender Kierkegaard til nutidens København i sin nye roman, der sætter selviscenesættelsen til debat.
En sensommernat 2013 daler Søren Kierkegaard ned på Kongens Nytorv. Nøgen og på jagt efter sig selv. Teleporteret frem til nutiden af den unge forsker i kvantekommunikation Emma, som er den eneste, der ved, hvem han er. Sådan begynder Ole Dalgaard/Oscar K’s nye roman ”Københavnerfortolkningen”, og det er noget af et eventyr i et nutidigt selviscenesættelseshelvede, den gamle filosof og digter bliver placeret i her på sin 200-års fødselsdag.
”Tag mig bagfra!”
”Du kan sove hos mig”, siger Emma til Søren ved deres første møde og fortsætter: “Så kan du tage mig bagfra.”
Om det kommer til at ske, skal vi ikke løfte sløret for her, men Ole Dalgaard får i bogen, som er illustreret af Rasmus Svarre, sat Kierkegaard i scene i København i en hæsblæsende og dramatisk handling, hvor filosoffen byder ind med en skov af replikker, der alle er baseret på hans skrifter. Fortid og nutid smelter sammen, og Kierkegaards liv og skrift, hans stadier på livets vej konfronteres med to kvinder, den sky og asbergerramte Emma og den frivole og selviscenesættende Keiko.
»For mig er det vigtigste ved Kierkegaard hans trang til at skrive. Han er nødt til det. Det svarer fint til at være digter. Jeg slår ned på, at han er en løgnhals ligesom alle gode digtere. Han påstår hårdnakket lige til det sidste, at han er en religiøs forfatter, og sådan er han også blevet opfattet af teologer og filosoffer, som tager ham til indtægt for hvad som helst. Det, der interesserer mig, er mennesket Søren Kierkegaard. Han var taskenspiller og en forfører. Når han skriver om det etiske og æstetiske stadie, skriver han under pseudonym, men hvad nu hvis Søren Kierkegaard, som stod som forfatter til de religiøse skrifter, også er et pseudonym? Så står vi pludselig med et menneske, som har skjult sig bag navne. Han gemmer sig, og derfor kan han ikke blive taget på sengen. Det har han været rædselsslagen for i sin tilværelse.«
Sadomasochistiske udskejelser
I bogen besøger Kierkegaard en syndens villa i København, der har mange lighedspunkter med performancegruppen Signas grænseoverskridende totalteater frit efter Marquis de Sade og Pasolinis film ”Salò”, som blev spillet på Østerbro i 2010. Og her tager Ole Dalgaard ikke på læseren med fløjlshandsker, når de sadomasochistiske seksuelle udskejelser skal beskrives.
Vandt sammen med sin kone, Dorte Karrebæk, førstepræmien i Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog i 2010, for den barske billedbog ”Lejren”.
»Her overgår virkeligheden måske igen digterens fantasi. Det er voldsomme ting, han oplever, og det var voldsomt at skrive. Det springer ud af Signas teaterforestilling, men er også blandet med barbariet fra Biblen og Det Nye Testamente med Abraham, der ofrer Isak, og Jesus, der nagles fast på korset, som også er langt ude. Det hele handler om overskridelse af grænser, hvor der ikke skulle meget til i Kierkegaards tid. Dengang legede han med det i tanken, mens vores tid er karakteriseret ved enorm selviscenesættelse, som foregår på Facebook og alle andre vegne. Normen er overskridelse. Der er ikke noget, der kan forarge os længere, alting er tilladt.«
De to unge kvinder i romanen, Emma og Keiko, udtrykker hver sin side af det moderne menneske. Emma længes efter at tage del i virkeligheden, og Keiko er alt for meget med i den.
Selviscenesættelse eller selvudslettelse
»Det er billedet på ungdommen og de nye generationer, som på en måde enten er fortabte i selviscenesættelse eller selvudslettelse. Emma er begavet, men kan ikke finde ud af at færdes med andre mennesker. Hun ved godt, hvordan man går, men kan ikke flytte fødderne, og det er lidt det samme med Søren Kierkegaard, der kunne forestille sig alt, men når det kom til stykket, ville han hellere sidde hjemme og tænke på Regine, end blive forstyrret af hendes nærvær, for så kunne han styre det. Og det kan man ikke ude i virkeligheden.«
Selviscenesættelsen er helt central i bogen, ikke bare i skildringen af nutiden, men også som omdrejningspunkt i portrættet af Kierkegaard.
»Han var et menneske, som i den grad var optaget af at iscenesætte sig selv. Han går i teateret og er der i ti minuitter, for at folk skal synes, han er en døgenigt. Han går på fine restauranter og spiser kun forretten, for at folk skal tro, at han er en charlatan. Han forelsker sig ovenikøbet i en pige, som han ikke gider være sammen med, men han skriver om hende hele tiden. Derfor er selviscenesættelsen vigtig i hele forståelsen af Kierkegaard og hans værk. Og derfor siger han os også så meget i dag.«
Fritænker før sin tid
Men hans popularitet og betydning skyldes ifølge Ole Dalgaard også, at han iscenesætter noget mere end sig selv.
»Han sætter det hule punkt i mennesket i scene. Har vi en kerne eller ej? Er vi tilfældigheder? Der er noget, der kunne tyde på, at vi måske er mere tilfældige, end vi går og tror, og det er måske det, der med stor rædsel går op for Kierkegaard. Brandes skrev i sin biografi om ham, at hvis han havde levet lidt længere, ville han være endt som fritænker. Det er jeg enig i. Han har turdet tænke tanker, som næsten ikke var til at udholde, og prisen var, at han var en trædukke rent legemligt, som han også er i min bog. men netop derfor skulle han gerne have lov at opleve, at livet er smukt og erotisk.«
Hvordan det foregår, kan man læse den 3. maj, når “Københavnerfortolkningen” udkommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar