Anmeldelse af Kensington på Nummer9

En gåde i et mysterium

af

Carsten Fogh Nielsen

– 3. april 2013

Rasmus Svarres debut som graphic novel-forfatter foruroliger, forundrer og frustrerer.
Hvis Jose Luis Borges og David Lynch engang mødes i det hinsidige og beslutter sig for at skabe en graphic novel, så vil resultatet muligvis ligne Rasmus Svarres “Kensington”.
Som Borges leger Svarre med de litterære niveauer og genrer og blander forskellige fortælleperspektiver. Historien i “Kensington” indrammes således af fortællingen om en bestemt udgave af en bestemt bog, der opbevares på Universitetsbiblioteket i Damaskus, og som er det eneste sted, hvor man finder en bestemt mytologisk beretning om ’verdens første forfatter’: En ypperstepræst, der kidnappes af en konge og tvinges til at forfatte hymner om kongens storhed og bedrifter.
Denne mytologiske beretning er udgangspunktet for “Kensington”, der i grafisk form fortæller en lignende historie. For yderligere at komplicere tingene, så fortælles den på to niveauer, et realplan og et symbolplan, der ikke umiddelbart går restløst op i hinanden. På realplanet handler bogen om en rigmand, der hyrer en kvindelig forfatter til at ghostwrite sin selvbiografi. Denne enkle historie bliver på symbolplanet til en fortælling om fysisk og psykisk overgreb: En rigmand kidnapper en kvinde, holder hende indespærret og misbruger hende seksuelt og psykologisk.
Det er her Lynch kommer ind i billedet. For skønt relationen mellem realplan og symbolplan måske på overfladen virker enkel, så viser det sig hurtigt vanskeligt at holde styr på, hvordan tingene helt præcist hænger sammen. At ville forklare og forstå “Kensington” som et samlet, logisk konsistent værk er cirka lige så vanskeligt som at ville forklare, hvordan første og anden halvdel af Lynchs “Mulholland Drive” forholder sig til hinanden: Lige når man tror, at man endelig har begrebet det, så glider meningen ud mellem fingrene på én og forsvinder.
Dette gør “Kensington” til en dybt frustrerende, men også fascinerende, læseoplevelse. Efter fire gennemlæsninger er jeg stadig ikke afklaret med, hvad der egentlig foregår, og jeg er sikker på, at det ikke vil hjælpe at læse den igen.
Svarres visuelle og grafiske udtryk understøtter og udbygger denne frustrations-fascination. “Kensington” er ikke en traditionel tegnet graphic novel. Der er ikke tale om egentlige tegninger, men derimod om en serie oliemalerier en miniature. Inspirationskilderne synes bl.a. at være Bill Sienkiewicz og Dave McKean, og så ved man nok, at det ikke er den letfordøjelige mainstream, vi har med at gøre. Det er sine steder forrygende flot, og der er flere af siderne, som jeg personligt kunne have lyst til at hive ud af bogen, ramme ind og hænge op på væggen.
Billederne er, med meget få undtagelser, ordløse. Der er ingen talebobler eller forklarende regibemærkninger, og det er derfor i udpræget grad op til læseren selv at skabe sammenhæng og mening i de billedforløb, som Svarre præsenterer. De tekstpassager, der er indlagt i romanen, og som tjener til at opdele og adskille de forskellige billedforløb, er i sig selv lettere enigmatiske, og deres sammenhæng med billederne er åben for fortolkning.
Jeg ved ikke, om Svarre lykkes med sit projekt, da jeg endnu ikke helt har forstået, hvad det er, “Kensington” handler om. Det er både godt og skidt. Når man har at gøre med et værk, der udfordrer den traditionelle opfattelse af, hvad en tegneserie kan og bør være, så kan det virke malplaceret at forlange entydighed og klarhed i fremstillingen. Som “Kensington” med al ønskelig tydelighed illustrerer, så er et værks mening i høj grad noget, som læseren selv er med til at skabe. At forlange, at forfatteren klart og tydeligt præsenterer sit eget projekt, og dermed lægger en bestemt mening ned over værket, er derfor ikke blot meningsløst, men misforstået.
På den anden side er det sjældent en dyd i sig selv, at et værk er vanskeligt og svært at forstå. Og “Kensington” ER vanskelig og svær at komme ind på livet af. Personligt kunne jeg godt have brugt et par hjælpende bemærkninger hist og pist, eller måske et par uddybende illustrationer, der kunne hjælpe mig med at få styr på det narrative forløb. Det er ingen skam at hjælpe sin læser med at forstå, hvad der foregår. Men måske det bare er mig, der har læst for mange halvdårlige amerikanske tegneserier, og har vænnet mig til at få mine læseoplevelser fortygget og skåret ud i pap.

På trods af sin relativt beskedne længde er “Kensington” kort sagt krævende læsning. Læseren skal aktivt arbejde med såvel billeder som tekst, og der er ingen lette svar på, præcis hvad der foregår eller hvordan man skal forstå og fortolke det. Dét er ikke just hverdagskost i den danske tegneserieverden, og Svarre skal have tak for at levere et værk, der hverken literært eller grafisk går på kompromis. Også selvom han dermed både frustrerer (og fascinerer) sin læser.
Karakter: 3/5
Værkets titel: Kensington
Forlag: Forlaget Fahrenheit
Forfatter/tegner: Rasmus Svarre
Farve og form: Farve/hardcover
Sidetal: 128
Pris: kr. 199,50
ISBN: 978-87-92320-49-0
Udgivelsesår: 2013